26 december 2009
Rostock
Hansestad. 200.000 indbyggere,
De ældste bydele i den gamle hansestad ligger nogle km oppe af Warnowfloden, men i tidens løb er Rostock og det gamle fiskerleje Warnemünde ved udløbet af Warnow sammensmeltet til en by. Der er altså ikke langt til nogle af Tysklands bedste strande fra hjertet af Rostock. Byen er forholdsvis let at finde rundt i, idet man hele tiden kan tage bestik af floden. Kommer man sydfra, hvad de fleste gør, kan man med fordel benytte en af de store nye parkeringshuse der er opført langs floden tæt ved den gamle bydel. Her findes også parkeringspladser til de mange turistbusser.
Den centrale beliggenhed gjorde byen til en vigtig hansestad, og ofte en torn i øjet for både danske og svenske handelsinteresser i Østersøen. Allerede så tidligt som 1161 blev byen brændt af Valdemar den Store, og flere gange senere op gennem historien, var her store konflikter med de skandinaviske konger. Under 30årskrigen var en stor del af området flere gange besat af svenske og danske tropper. Senere havde Napoleon en vigtig base her gennem mange år.
De gamle bydele domineres et par kirker, Skt. Petri i Altstadt og domkirken Skt. Marien, der som mange andre af de store kirker i denne del af verden, er opført i markant gotisk stil i de velkendte røde munkesten. Strategisk beliggende, på byens højeste punkt, ses den vidt omkring. Neue Markt, den store markedsplads ved domkirken, snyder lidt, idet kirken, og sikkert også markedspladsen, er grundlagt i 1232. Fra Neue Markt løber byens hovedhandelsgade, gågaden Kröbeliner Strasse parallelt med floden. Torv og gågade er center for Rostocks store julemarked, ifølge byens turistfolk, Nordens største. Som andre tyske julemarkeder er her en del gøgl, og utroligt mange boder med mad og drikke.
Ved Warnows udløb ligger det gamle fiskerleje Warnemünde, i dag som en integreret del af Rostock, selv om nogle af de oprindelige indbyggere i det gamle badested protesterer. Om sommeren er her livlig trafik af de mange badegæster der er søgt ud til kysten, ofte fra Berlin, og langs de udmærkede strande ses de store gamle patriciervillaer, der igen er kommet til ære og værdighed efter sammenslutningen. Det er også her ved udmundingen, at de store færger til den øvrige del af østersøbyerne udgår, bl.a. til Gedser, Malmø og Trelleborg. Det er stadig den nærmeste vej fra København til Berlin, så toget holder ved færgelejet. Hvis man som besøgende i Mecklenburg-Vorpommern ønsker at undgå de store motorveje, og måske også Rostocks Centrum, findes der en lille færge tæt ved de store færgelejer, der på få minutter bringer bilen over på østsiden af Warnow.