06 september 2009
En rejse til Irland
Uanset hvilken form for transport der vælges fra Danmark, er der lang vej til Irland. Nogle af de danske busselskaber, der kører turen, vælger den lange vej til Cherbourg, Le Havre eller Roscoff i Frankrig, hvorfra der så går færger til Rosslare Harbour i det sydøstlige Irland. Andre vælger turen over Esbjerg-Harwich med et par overnatninger på spændende steder i England/Wales, og endelig er der de som flyver gæsterne til Dublin og derfra rundtur med irske busser.Irland - den smukke grønne ø
En ting ligger fast: Irland er charmerende og spændende uanset hvilken transportform der vælges, og har man først én gang besøgt landet kommer man tilbage.
De allerfleste turister i Irland følger det samme mønster, nemlig at besøge de klassiske og kendte steder, og, ja da, selvfølgelig skal man det, men nogle gange er det altså spændende at komme væk fra de turistmål, hvor man til tider har indtryk af, at alle Irlands turister også har fundet på at aflægge besøg lige akkurat på samme dag. Alle vi europæere kommer som sagt ind til landet via Dublin Airport eller Rosslare, men derude vestpå ligger den store Shannon Airport, og det er hertil amerikanerne kommer når de skal besøge ”det gamle land”. Det er jo sådan, at rigtig mange amerikanere føler sig som irske, også selv om det er adskillige generationer siden, at deres forfædre forlod det fattige Irland. Midt i 1800tallet oplevede Irland en række år med voldsom hungersnød, bl.a. fordi kartoffelhøsten slog fejl. Det resulterede i denne voldsomme fraflytning, ja faktisk en flugt, simpelthen for at overleve. Ikke bare til USA, men naturligvis også til England, Skotland, Canada, Australien og New Zealand. Med den meget specielle patriotiske indstilling som ligger i blodet på irerne, ja, så forbliver man altså ”irish” selvom det var oldefar der i sin tid skiftede Dublin ud med Boston.
Den meget specielle irske patriotisme ses især på St.Patrick`s day, 17. marts, hvor irerne og deres efterkommere fejrer nationaldagen over hele verden, men jo især i de engelsktalende lande.
Og i du milde hvor de folk forstår at feste. Grønt, der sammen med firkløveren, mere end noget andet,symboliserer den irske patriotisme, dominerer gadebilledet overalt, parader og festoptog, og såmænd om ikke også øllet er farvet grønt på denne dag. Selv har jeg oplevet festdagen så forskellige steder som Sidney, Australien, Ft. Lauderdale i Florida, og såmænd i Honolulu på Hawai. Hver gang en fest, så man næsten ønsker der var en lillebitte smile irer i ens egne forfædre.
Lodrette klipper ved Atlanterhavet
Det er spå ind til Shannon Airport der kommer rigtig mange turister. Ikke langt herfra ligger Bunratty Castle der sammen med nærliggende Bunratty Folk Park er en af Irlands mest besøgte attraktioner. Søger man nordvestpå kommer man til Cliffs of Moher, der med sine lodrette klipper direkte ned til Atlanterhavet er et godt gys og en fin naturoplevelse. Følger man kysten nordpå når man en af færgerne til Aran Islands med muligheder for en dagstur til disse viltre øer. Eller man kan fortsætte ad den smukke kystrute hvor Galway Bay snart tvinger trafikken ind i landet, og ind gennem en af Irlands større byer, Galway, en munter universitetsby med et robust aftenliv. Følger man nordsiden af Galway Bay kommer man, ad snoede vej gennem en meget flot natur eventuelt til Connemara, et smukt landskab med utallige søer der nordpå afgrænses af den højtbeliggende Connemara National Park.
Søger man i stedet sydpå fra Shannon, bliver det ikke mindre kedeligt. Byen Killarney, smukt beliggende ved Killarneysøerne, er et område som alle turister i Irland på et eller andet tidspunkt besøger, hvilket jo nok kan gøre området for ”turistet”, men smukt er her.
Charmerende fiskerlejer på Dinglehalvøen
Vest for Killarneyområdet ligger Dinglehalvøen og Iveraghhalvøen, begge smukke steder med små charmerende fiskerbyer. Især er det turen rundt på Iveragh, berømte Ring-of-Kerry, der drager folk til dette spændende sted. I det sydlige Irland ligger Cork, med sine 130.000 indbyggere Irlands næststørste by, og syd for Cork gourmetbyen Kinsale.
Blarney er et vigtigt element i folkloren om den muntre og slagfærdige irer, og på sydøstkysten findes flere af de tidstypiske strande med moler og strandpromenadeunderholdning som vi også kender fra de engelske kyster.
At besøge Irland uden at inkludere et Dublingbesøg er utænkeligt, og tillader tiden det, kan her bruges mange dage.
Inden en Irlandsrejse er der et par gode film man bør se. John Wayne kender vi først og fremmest fra utallige westerns, men i ”Den tavse mand”, om irskamerikaneren der vender hjem for at bosætte sig i familiens gamle hus, ser man ham fra en ny side. Ganske morsom, et fint billede af Irland i gamle dage, og med et af filmhistoriens klassiske slagsmål hen over stok og sten.
Den anden film er lige så underfundig morsom, ”The Matchmaker”, indspillet i Roundstone, en lille charmerende kystby i Connemarra, om den gamle irske tradition med at ”matche” ugifte, også her med et amerikansk immigrationstema.
Og for de der vil læse kan Leon Uris "Trinity" varmt anbefales for at forstå de irske problemer gennem århundreder.
Velkommen til Irland - på irsk
Fáilte, kan irerne sige til dig på de små steder ude vestpå, og så mener de velkommen til deres dejlige ø.
| Kommentar |
|
Powered by !JoomlaComment 3.26


