Som bar af krigens tid og den kolde efterkrigstid har jeg altid interesseret mig for historien omkring 2. Verdenskrig.

De allieredes landgang i Normandiet har altid stået som noget særligt.

Det var begyndelsen til befrielsen fra nazisternes åg.

Det er slet ikke til at forestille sig hvordan Verden havde set ud i dag, hvis operationen var mislykkedes.

I 2003 fik jeg muligheden for at komme på temarejse til Normandiet og Arnheim.

Det er ikke en betingelse, men absolut en fordel at have været soldat, når man skal besøge Normandiet.

Søndag d. 28.9.03.

Opsamling med start i Hjørring og ned gennem Jylland.

”Stau” omkring Hamburg.

Ankom til Arnheim kl.20 og overnattede på typisk overnatningshotel.

Mandag d. 29.09.03.

Efter morgenmad satte vi kurs mod Normandiet. Vi havde en ret lang tur foran os. Der blev talt lidt om slaget ved Arnheim, da vi kørte forbi.

Vores guide Tage Jensen oplyste at vi ville få meget mere at vide under tilbageturen.

Vi havde en udmærket chauffør, men han havde desværre ikke kørt til Normandiet før, så han var ikke kendt med vejene. Unde tunger påstår at vi kom til at køre 120 km. i en gal retning.

Guiden burde have fulgt bedre med på kortet!

Vi kom over Seinens udmunding på en næsten ny højbro med pyloner.

Hen på aftenen nåede vi hotel Ibis i Caen, som lå lige ved lystbådehavnen.

Efter et hurtigt bad var vi klar til at gå på opdagelser.

Vi var på en lille gåtur og så Vilhelm Eroberens borg, som var fra år 1060.

Den dækkede et område på 5,5 ha.

Vi spiste i en gade med mange restaurationer.

Tirsdag den 30.9.2003.

Første mål var Pegasusbroen. Området blev benævnt som Sword Beach.

Her landede major Howard med sine svævefly til stor overraskelse for tyskerne.

Det skete 16 minutter over midnat den 6. juni 1944. Hans fly landede kun 57 m. fra broen over kanalen i Benourville, som var målet for at sikre fremrykningen.

Tyskerne havde oversvømmet marsklandet for at hindre fremrykningen, så det var vigtigt at sikre landevejene. Tyskerne blev hurtigt nedkæmpet.

Det første hus der blev befriet var madame Arlettes Gondrée´s Cafe på østsiden af broen.

Her var et museum i tilknytning til broen, som redegjorde for operationen. Den gamle bro var flyttet hertil efter at der var blevet erstattet af en ny og større bro.

Derefter kørte vi til Arromanches, men der var ikke megen plads til den store bus på de små veje, så vi måtte køre ind i landet. Det var et smukt landskab med mange levende hegn. Mange hegn var dog blevet ryddet siden invasionen. Der var mange kreaturer og der var mange æbletræer. Det er på Calvados egnen man fremstiller cider og Calvados brændevin.

Langs kysten lå mondæne badesteder, hvor sommerens hektiske strandliv dog var slut.

Efter en let frokost var vi på 360 graders museum, hvor vi stod midt i en slagscene.

Det var spændende, men ret uhyggelig og vi måtte holde os godt fast i et gelænder.

Vi besøgte den kunstige havn The Mulberry Harbour eller port Winston ved Arromanches. Der var højvande, men vi kunne stadig se nogle af sænkekasserne fra havnen, som blev sejlet fra England kort tid efter invasionen- langt ude i vandet.

Sammen med sænkekasserne havde man sænket udrangerede skibe, så man kunne lave en midlertidig havn til at bringe militært udstyr i land. Der havde også været en pipe-line til brændstof fra England.

Der var en højdevandsforskel på 10-12m.

Vi så en kanonstilling ved Ver-sur-Mer. Krydseren Ajax havde ramt lige i et kanonløb med en fuldtræffer og kanonen var eksploderet.

Dagens sidste besøg gjaldt Den amerikanske kirkegård, som er beliggende ved en af de 5 landgangsstrande: Omaha Beach.

Kirkegården ligger på det sted, hvor historiens største landsætning har fundet sted.

Kirkegården dækker et areal på 70 ha.

I alt 9387 soldater er begravet her. 307grave er mærket med unknown.

Nogle er mærket med davidsstjerne, som repræsenterer jødisk trosretning.

Resten af gravene har latinsk kors.

Omkring 14.000 soldaters jordiske rester er senere fragtet hjem til USA.

Der er et mindesmærke med: De savnedes Have, hvor man kan se navn, rang, enhed og statsborgerskab for de 1557 soldater som aldrig blev fundet eller identificeret.

Det var et gribende besøg som gav stof til eftertanke.

Onsdag den 1.10.2003.

Første besøg var på Montgomrys hovedkvarter

på et slot ved Creully.

Her lå også en gammel normannerborg med et dansk splitflag. Vi fandt ikke ud af hvorfor.

Det begyndte at regne da vi kørte gennem egnen omkring Ste-Mere- Eglise.

Ste-Mere-Eglise er kendt fra filmen:Den Længste Dag, hvor en amerikansk faldskærmssoldat bliver hængende i kirketårnet på D-dag.

Byen er verdensberømt og masser at turister besøger byen, hvor der stadig hænger en falskærmsattrap med en dukke i klokketårnet.

Kirken har også fået en moderne kirkerude med faldskærmssoldaten som motiv.

Hvis man husker lidt fra bogen eller filmen, så brændte der et hus ikke langt fra kirken samtidig med nedkastningen. Pumpen man hentede vand fra står der stadig.

Huset er nedrevet og man har i stedet bygget et stort museum for 82.og 101. AIRBORNE.

Vi var ved Utah Beach. Vi havde mistanke om at vi ikke altid fulgte den nærmeste og letteste vej. Det var ikke altid lige let at komme omkring på de små veje ved kysten.

Desværre regnede det kraftigt ved kanonstillingerne ved Pointe du Hoc. De blev indtaget af 2. Rangers Bataljon d. 6. juni 1944.

Vi så en kanonstilling, der havde fået en fuldtræffer og der var stadig mange granathuller. Områder havde fået lov til at ligge delvis urørt efter krigen.

Kysten var meget stejl her.

På vej tilbage til Caen var vi inde på Den Tyske Militære Kirkegård, der rummer 21.300 faldne tyskere.

Mange af de faldne var unge mennesker på 18 år.

Kirkegården var meget anderledes end den amerikanske. Ude langs vejen var plantet 1200 ahorntræer, som var doneret af private og firmaer.

Igen en fredfyldt plads der maner til eftertanke.

Kirkegården var det eneste sted, hvor vi så tysk på skrift. Ellers var det kun engelsk og fransk tekst.

Torsdag den 2. 10. 2003.

Besøg i Bayeux, som er en by med knap 15.000 indbyggere. I 1944 slap byen for de helt store ødelæggelser.

Her var vi inde på Musee de la Tapisserie de la Reine Mathilde ( dronning Mathildes tæppe) for at se det berømte tapet, som beskriver erobringen af England i 1066 som en tegneserie.

Det var meget spændende. Der var lavet et ”nyt tapet” med nutidig fransk og engelsk tekst, som beskrev de enkelte billeder.

Derefter fik vi udleveret en radio med dansk oversættelse, som vi kunne følge mens vi gik langs det rigtige tæppe, som i sine broderede motiver beretter om Vilhelm Erobrerens togt til England og sejr ved Hastings 1066.

Tæppet er 70 m. langt og 0,5 m. højt. Det er syet med uldtråd i otte forskellige farver på hørlærred. Det er inddelt i felter med dyr, fabeldyr og faldne krigere. Der optræder mere end 600 personer.

Det er fantastisk at tænke på at tæppet er næsten 1000 år gammelt.

Vi var også inde i Notre-Dame kirken i Bayeux, som var grundlagt på Vilhelm Erobrerens tid i 1077.

Senere var vi på et museum med en masse udrustning fra krigens tid.

Her fulgtes jeg med en nørd, der vidste en hel masse om materiellet.

Tilbage i Caen var jeg en tur på Vilhelms Borg. Den havde været noget smadret under krigen. Den var lukket under restaurering, men man kunne gå i området.

Orne floden gennemskærer Caen. Det er en flot by.

Fredag den 3. 10.2003.

Tidlig afgang fra Caen. Vi skulle overnatte på samme hotel i Arnheim.

Inden ankomst ril hotellet besøgte vi Airborne Museum i Osterbeek. Her var indrettet museum i det gamle hotel Hartentstent, der der var blevet totalt smadret under de hårde kampe, men genopbygget nøjagtigt, som før krigen.

Vi havde ikke megen tid, men var efterhånden også mættet med krigens gru og ondskab.

Vi gjorde holdt ved den nye bro ved Arnheim, hvor der havde været meget hårde kampe.

Lidt historie.

Den 17. september 1944. indledte Montgomery et storstilet angreb for at danne et brohoved over Rhinen ved Arnheim. Desværre gik det ikke efter planen. Mange af de allierede soldater landede langt fra deres mål og tyskerne nåede at sprænge jernbanebroen.

Tyskerne havde et panserkorps i beredskeb i området og der var nogle meget hårde kampe.

De allierede havde svært ved at få forsyninger frem. De allierede havde svære tab på omkring 8.000tilfangetagne og dræbte. Kun 2.300 mand blev reddet tilbage over Rhinen. Det skete den 26. september 1944.

Dette var Montgomerys største fejltagelse under krigen.

Lørdag den 4. 10.3´2003.

Hjemme igen.

Det var en god tur og var glad for at jeg fik en mulighed for at bese slagmarkerne i Normandiet og Arnheim.

Det viser, at det var værd at kæmpe for freden og at man skal være taknemmelig for at så mange har ofret livet, for at vi andre kan leve et liv i frihed.

Erling Kofoed.